Historie

I begyndelsen af forrige århundrede var sejlsporten allerede meget udbredt, og større kuttere var almindelige, også i Faaborg. Faaborgs sejlflåde var ikke helt lille, og mange af bådejerne var kendte personer. Således havde kunstmaler Tom Peter­sen båden »Maja» på 6,8 me­ter, kunstmaleren Peter Hansen havde en kutter ved navn »All Right» på 6,7 meter, kunstmaler Frydensbergs kutter »Amatør» var på 6,0 meter, og endelig havde billedhugger Syberg en kutter på 6,9 meter. Mange bådejere havde deres kuttere stationeret her, selv om de kun opholdt sig i Faaborg om sommeren. Den mest kendte af dem var nok den tyske forfatter Bernhard Kellermann. På Faaborg Fjord havde sejlsportsfolket de mest ideelle forhold til udøvelsen af deres sport. Dette foranledigede i 1904 Kongelig Dansk Yachtklub, KDY, til at holde en stor kapsejlads med hele syv starter i Faaborg.

I 1913 blev Dansk Sejlunion stiftet i Faaborg, men først den 24.1. 1914 blev en flok ivrige sejlsportsmænd enige om at stifte Faaborg Sejlklub. Der blev dannet en bestyrelse, som bestod af følgende medlemmer: Birkedommer H. H. Hvass som formand, sygehuslæge Rosenberg blev næstformand, lærer I. Laursen kasserer samt fabrikant M. Jørgensen og konditor Gottwald som de øvrige medlemmer. Klubbens kassebeholdning blev kr. 20, som blev indskudt af sygehuslæge Rosenberg. Kontingentet blev sat til kr. 4 for aktive og kr. 2 for passive medlemmer årligt. Klubbens stander skulle være Faaborgs byvåben i rødt på hvid bund. Lovene var udarbejdet efter Svendborg Sund Sejlklubs love. Som måleregel vedtog man Alfred Benzons måleregler. Disse regler var nyligt udarbejdet og blev anvendt af de fleste klubber. Som medlemsblad vedtog man at abonnere på "Sund og Bælt", som i øvrigt redigeredes af en gammel faaborgenser, tidligere toldassistent Jørgensen.

Der blev vedtaget følgende års program:

3. maj - standerhejsning og samlingssejlads.

7. jun - lokal kapsejlads.              

21. jun - udflugt pr. båd og damper med passive medlemmer til Søby.

5. jul - kapsejlads (til hvilken der kom mange deltagere fra Assens og Svendborg).

16. sep - distancekapsejlads med start fra havnen til Korshavn, Avernakø og Lyø.

4. okt - standeren stryges.

Birkedommer H. H. Hvass forrest tv. I midten med hvidt skæg havnefoged Nielsen på dommerbåden ca. 1914 (bemærk vækkeuret). 

Birkedommer H. H. Hvass forrest tv. I midten med hvidt skæg havnefoged Nielsen på dommerbåden ca. 1914 (bemærk vækkeuret).